Den 25.-26. august samt den 1.-2. september 2022 gennemførte efterforskere ved Auditørkorpset med bistand fra militærpolitiet narko-/spirituskontrol på henholdsvis Aalborg Kaserne, Antvorskov Kaserne samt Kastellet for at tjekke, om kørende personale havde kørekort, og om de var under påvirkning af alkohol eller narko.

 

Kontrollerne forløb som planlagt, og der hverken blev fundet manglende kørekort eller personer, der var påvirket af narko eller alkohol.

 

Baggrund
Auditørkorpset gennemfører med jævne mellemrum narko-/spirituskontroller på forsvarets etablissementer. Kontrollerne gennemføres uanmeldt, men dog altid med en orientering om kontrolresultatet til ledelsen, når kontrollen er gennemført.

 

Narkotests gennemføres ved brug af et narkometer og kræver samtykke fra den testede. Hvis der ikke gives samtykke, tages der en blodprøve. Blodprøver tages enten på stedet af en tilkaldt læge, eller pågældende transporteres til nærmeste hospital for at få taget prøven. Ved et positivt resultat ved narkometertesten, følges under alle omstændigheder op med en blodprøve.

 

Alkoholtesten gennemføres ved en udåndingsprøve i et alkometer. Ved et positivt resultat følges op med en blodprøve for at fastslå promillen. Ved konkrete fund, f.eks. manglende kørekort eller positiv narkotest, bliver der oprettet en straffesag ved Auditørkorpset.