Afslutning af undersøgelse vedr. påstande om overværelse af tortur i Irak i 2006
Dagbladene Politiken og Information bragte den 30. oktober og den 1. november 2010 artikler, hvoraf fremgik, at en irakisk statsborger, som har anlagt en erstatningssag ved de britiske domstole, har oplyst, at en dansk militær tolk på et tidspunkt i juni 2006 skulle have overværet, at britiske soldater udsatte ham for grov vold.
På baggrund af oplysningerne i artiklerne har Auditøren for Internationale Operationer afhørt den danske militære tolk, som der henvises til i artiklerne. Desuden er yderligere et antal personer blevet afhørt. Ingen af disse personer har kunnet bekræfte oplysningerne i artiklerne i Politiken og Information.
Under hensyn til at oplysningerne i Politiken og Information ikke har kunnet bekræftes af relevante personer med viden om de britiske myndigheders tilbageholdelse af den irakiske statsborger, foretager Auditøren for Internationale Operationer på det foreliggende grundlag ikke yderligere, da der ikke er nogen formodning for, at dansk militært personel i forbindelse med tilbageholdelsen har begået strafbart forhold, hvorfor efterforskningen indstilles, jf. retsplejeloven § 749, stk. 2.
Auditøren for Internationale Operationer har anmodet de britiske myndigheder om at blive orienteret, hvis der i forbindelse med den irakiske statsborgers forventede forklaring for en britisk domstol eller andre myndigheder fremkommer oplysninger om, at dansk militært personel skal have begået strafbare forhold i forbindelse med britiske myndigheders tilbageholdelse af den irakiske statsborger i juni 2006.
Peter Otken
Auditøren for Internationale Operationer