Afgørelse af militær straffesag om besiddelse af ikke-udleveret ammunition i Afghanistan
De tre soldater, der var udsendt med DANCON/ISAF/hold 8, har tilsammen været i besiddelse af i alt 18 stk. 9 mm ammunition til pistol af mærket ”Jacketed Hollow Point”, som har en ekspanderende effekt. Sådan ammunition betegnes også populært som ”Dum-dum ammunition”.
Et væsentligt formål med efterforskningen har været at afklare, om de tre soldaters besiddelse af den ulovlige ammunition måtte betragtes som enkeltstående tilfælde, eller om der var risiko for, at der var yderligere ulovlig ammunition i omløb ved den danske bataljon.
Der er ikke i forbindelse med efterforskningen fremkommet oplysninger, som tyder på, at andre soldater ved DANCON/ISAF/hold 8 har været i besiddelse af ulovlig, ikke-udleveret ammunition.
For så vidt angår de tre soldater, er der ved afgørelsen af sagen taget hensyn til, at den ulovlige pistolammunition ikke er blevet medbragt under kamppatruljer, at der ikke er blevet skudt med ammunitionen, og at soldaterne har medvirket til sagens opklaring, herunder ved selv at aflevere den ulovlige ammunition, som de var i besiddelse af, til militærpolitiet. Der er desuden lagt vægt på, at der både enkeltvis og samlet set har været tale om et begrænset antal patroner. For den ene soldats vedkommende var der således kun tale om én enkelt patron anskaffet som ”souvenir”. For så vidt angår den anden soldat, er han under sagen også kun fundet i besiddelse af én enkelt patron, idet oplysningerne om de øvrige 8 patroner alene skyldes hans egen forklaring herom, da soldaten selv bortskaffede disse inden kontrollen, som afslørede de øvrige patroner. Den tredje soldat har endelig ifølge forklaringerne i sagen ikke på noget tidspunkt båret eller på anden måde anvendt sin pistol under udsendelsen til Afghanistan.
Peter Otken
auditør
Auditørerne i København